
På Den Internationale Lirekassefestival i Svendborg 24-26/7 2026 kan du møde lirekasseparret Helle og Benny Østergaard, der kommer fra Solbjerg ved Århus.
Lirekasseparret har optrådt sammen de sidste 20 år. Lirekassen har bragt dem Jylland rundt, lige fra Tønder til Hjallerup. Parret er fast inventar ved Sløngeldagen i Skanderborg og medvirker gerne til fest og begivenheder. I Solbjerg er de et kendt par i gadebilledet, og hædret af byen, står de, som en del af Byens Skulptur, dag og nat, og spiller på Bytorvet.
Når det nærmer sig jul trækker parret i det flotteste juletøj og drager ud til de fineste godser, slotte og kongelige markeder, hvor de, som julemanden og nissemor, spreder juleglæde til store og små. Altid er de i godt humør og deler deres glæde med andre.
Parret har været med i Foreningen Nordiske i 20 år, deltaget i de fleste af foreningens arrangementer og festivals, og kan fejre deres 20-års forenings-jubilæum, med deltagelse i Den Internationale Lirekassefestival i Svendborg.
Ved lirekassefestivalen i Svendborg medbringer parret deres tyske 37-toners Hofbauer-lirekasse.
