Kæmpelirekassen med 149 piber og fem registre
Lirekassemusik er mere end nostalgi, siger Ullrich Schäfers fra Northeim i Tyskland, som du kan møde på Den Internationale Lirekassefestival i Kerteminde 25-27/7 2025.
Ullrich Schäfers eller Ulli, som han kaldes blandt venner, stiller med en helt speciel lirekasse – festivalens absolut største – en kæmpelirekasse med ikke mindre end 149 piber og fem registre. Lirekassen er desuden forsynet med et komplet sæt slagtøj med seks forskellige funktioner, samt et klokkespil.
Ullrich Schäfers har bygget det specielle instrument sammen med en orgelbygger, der bygger kirkeorgler. En unik lirekasse, der akustisk, på alle måder, i pipeomfang og tonekvalitet er suveræn.
Ullrich Schäfers lirekassemusik er også hel speciel. Han stiller sig ikke tilfreds med den lirekassemusik der kan købes, derfor arrangerer han sin musik selv. Hans motto lyder:
– Det der betyder noget er ikke hvordan instrumentet ser ud, men hvordan musikken lyder.
Ullrich Schäfers har turneret med sit instrument siden 1988. Han har spillet som en fri fugl og gademusikant i det offentlige rum, men også til private arrangementer og selskaber.
Ullrich Schäfers spiller musik fra i går og i dag, for unge og gamle, på kæmpelirekassen, der rummer ikke mindre end 1800 melodier.
Ved lirekassefestivalen i Kerteminde, kan du opleve Ullrich Schäffers spille melodien, Wind of Change, på sin unikke lirekasse ved den spektakulær kirkekoncert i Sankt Laurenti Kirke i Kerteminde d. 25/7 klokken 19. Men du finder ham også under hele festivalen på gade og vej.