
På Den Internationale Lirekassefestival i Svendborg 24-26/7 2026, kan du opleve Lirekassemanden Madsen med det borgerlige navn Leif Madsen. Leif Madsen, der holder til i Struer, fortæller:
Onkels lirekasse
– Jeg blev lokket ind i lirekassens verden af min onkel, der i 80’erne stiftede et lirekasselaug og købte en Baus ”Bacigalupo” af Claes Friberg, da han lukkede Mekanisk Musik Museum.
– De fleste medlemmer af lirekasselauget blev hurtigt trætte af den høje hat og af at spille på lirekassen. Til sidst var der kun min onkel, min far og mig. Og da min onkel fik for travlt og min far blev for gammel, havnede lirekassen og forpligtelsen til at videreføre traditionen hos mig.
Lirekassemanden Madsen
– Jeg tog navnet, Lirekassemanden Madsen, og har siden været stort set over hele Danmark – og også i udlandet, selv Sjælland er blevet besøgt.
Optrådte i Cirkus Hamilton
– Et ganske specielt kapitel i historien er de to sæsoner, hvor lirekassen og jeg var en del af Cirkus Hamilton. Lirekassen blev drejet, når vi tog imod publikum, og når de forlod teltet efter forestillingen.
Den første sæson var lirekassen også en del af forestillingen, da jeg, sammen med gøgleren Palle, fik sat et klovnenummer sammen. Her spillede vi ”In the Mood”.
Elektromekanisk lirekasse
– I efteråret 2025 skiftede jeg papirrullerne ud med elektronik. Jeg havde egentlig svoret at jeg aldrig ville have noget så moderne. Men efter at have set og prøvet den elektromekaniske lirekasse, oplevede jeg at en elektromekanisk Hofbauer 37’er var en naturlig udvikling. Så jeg købte også sådan én, som blev hentet i Tyskland, og et Watterott midisystem, som man åbenbart skal have.
Med gadeorgel og lirekasse
– Det seneste er, at jeg sammen med Elo Kjærsgaard og hans gadeorgel, tager rundt på torve, gader og stræder og spreder vores nostalgiske toner.
